Seneste nyt

Aars Golfklub har netop indgået en ny hovedsponsoraftale med Danpo. En aftale som løber frem til udgangen af 2019 og som udbygger et i forvejen tæt samarbejde. Danpo indtræder dermed i trioen af hovedsponsorer i Aars Golfklub, som foruden Danpo omfatter Jutlander Bank og Aars Hotel.


Danpo har i en årrække haft et væsentligt engagement i Aars Golfklub og står bl.a. bag en af de mest velbesøgte golfmatcher i klubben. En turnering der altid har venteliste og mere end 120 deltagende golfspillere. Faktisk betyder det, at vi hver sommer må leje et festtelt for at have plads til alle deltagerne - så det er en populær sponsor, som nu knyttes endnu tættere på Aars Golfklub, fortæller bestyrelsesformand Søren Friis. Det er ikke nogen hemmelighed at vi er utrolig glade for den nye aftale, som rummer en række synergieffekter og bygger videre på et i forvejen godt samarbejde.
Danpo i Aars er med sine omkring 600 medarbejdere fra over 20 nationer en af de absolut største og mest betydende arbejdspladser ikke bare i Aars, men i Vesthimmerland. Medarbejderne i den højteknologiske produktion slagter nu årligt omkring 47 millioner kyllingerne.


Vores sponsorat i Aars Golfklub er et udtryk for at vi føler et ansvar for at bidrage til udviklingen i det område, hvor vi driver virksomhed. Derfor er vi bevidste om at støtte op om lokale aktiviteter og foreninger. Det gør vi bl.a. konkret gennem vores sponsorat i Aars Golfklub, forklarer fabrikschef på Danpo Aars, Peter Svanekjær. Som arbejdsplads er vi afhængige af at kunne rekruttere medarbejdere med de rette kvaliteter og kompetencer fra lokalområdet - og samtidig matcher golfklubben vores værdier omkring kvalitet og fokus på sundhed og motion.


Danpo med hovedkontor i Farre, har i de seneste år udvidet og moderniseret fabrikken i Aars for et stort trecifret millionbeløb. Danpo A/S ejes af koncernen Scandi Standard, som også ejer svenske Kronfågel A/S og Den Stolte Hane A/S fra Norge. Koncernen omsætter årligt for omkring 5 milliarder kr.

På billedet:
Danpo-flaget er klar til at stryge til tops i flagstangen på golfbanen i Aars. Her ses Claus Andreasen og Søren Friis fra Aars Golfklub flankeret af Produktionsdirektør i Scandi Standard Per Alan Jensen og Fabrikschef Peter Svanekjær fra Danpo Aars.

Danpo Aars Golfklub

×

Vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse, opsamle statistik og huske indstillinger. Ved at klikke videre accepterer du dette. Accepter